Vandflyverhangaren fejrer 100-års jubilæum

15. marts 2021

Vandflyverhangaren fejrer 100-års jubilæum

For 20 år siden iværksatte Thylander en gennemgribende renovering og ombygning af Vandflyverhangaren på Margretheholmen i samarbejde med Dorte Mandrup Arkitekter. I år kan den markante københavner-ejendom fejre 100-års jubilæum (Fotos: Jens Markus Lindhe).

Vandflyverhangaren blev således opført i 1921. Den blev tegnet af arkitekt Christian Olrik og bygningen er en af Danmarks tidligste store spændbeton-konstruktioner, hvor husets enorme tag danner en spændt halvbue over hele bygningens bredde.

I år 2000 købte Thylander den markante ejendom med henblik på at renovere og udvikle den. Ombygningen skete i samarbejde med Dorte Mandrup Arkitekter. Projektet blev præmieret af Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse og modtog både Træprisen og Københavns Kommunes Bygningspræmiering samt en nominering til den internationalt anerkendte Mies van der Rohe Pris.

”Tilbage i 2001 var bæredygtighed naturligvis ikke på dagsordenen på samme måde, som den er i dag. Men Vandflyverhangaren er et godt eksempel på, at allerede dengang gav renovering og fortsat anvendelse af ejendomme værdi til både byen, brugerne og klimaet. Vi er ligeledes stolte af vores lille andel i den udvikling hele Holmen har genn

emgået siden, fra at være hjemsted for søværnet til hipt område i det moderne København, hvor havneområderne for alvor er blevet udnyttet positivt og har skabt liv de senere år,” siger Lars Thylander, partner og bestyrelsesformand i Thylander.

Oprindeligt blev Vandflyverhangaren brugt til at renovere vandflyvere og indtil ombygningen frem mod 2001, anvendte det danske søværn den som værksted. Efter renoveringen i 2001 blev den brugt som domicil af en stor svensk virksomhed og i dag benyttes Vandflyverhangaren som workshop for 300 studerende fra Kunstakademiet efter endnu en ombygning i 2011.

”Et kreativt blik for nye anvendelsesmuligheder, bæredygtig renovering samt optimering af driften, er vores fokusområder og noget der skaber værdi for byen og for vores investorer. Vi solgte ejendommen med en pæn avance i 2005, men det glæder os at se, at Vandflyverhangaren den dag i dag står, hvor den blev bygget for 100 år siden – og vi håber den bliver stående i mindst 100 år endnu,” siger Lars Thylander.