THYLANDER SÆLGER MARKANT SKOVSHOVED-EJENDOM

6. oktober 2021

THYLANDER SÆLGER MARKANT SKOVSHOVED-EJENDOM

Thylander har solgt boligejendommen Skovshovedpynten, Strandvejen 272-278, Charlottenlund til privat investor.  

Skovshovedpynten er med sin attraktive beliggenhed direkte overfor Skovshoved Havn kendt af de fleste der passerer forbi på Strandvejen. Ejendommen blev opført i 1960 og omfatter i alt 72 eftertragtede boliglejemål og en parkeringskælder fordelt på et samlet areal på cirka 8.200 kvm.

Ejendommen blev i 2019 erhvervet af ejendomsfonden TG Partners VI og Thylander har siden gennemført en række renoveringer og opgraderinger til glæde for beboerne. Salget, der er fondens første, sker efter en forholdsvis kort ejerperiode og realiserer et fornuftigt afkast til fondens investorer.

Henrik Køhn, partner i Thylander udtaler: ”Det var ikke vores oprindelige plan at sælge ejendommen på nuværende tidspunkt, men kombinationen af at vores team har været dygtige til at optimere driften hurtigt og en konkret henvendelse fra en liebhaver-køber, resulterede i en tilfredsstillende aftale for begge parter.”

Fonden TG Partners VI blev etableret i december 2017 af Thylander i samarbejde med en kreds af udvalgte investorer. Fonden ejer efter salget 10 velbeliggende ejendomme i det storkøbenhavnske område.

For yderligere informationer, kontakt venligst:

Henrik Køhn, Partner, Thylander, 28 89 16 61, hk@thylander.dk

ANDRE NYHEDER OG INDSIGTER