THYLANDER SÆLGER LIFE SCIENCE BUSINESS PARK TIL GLOBAL INVESTERINGSFOND

22. februar 2021

THYLANDER SÆLGER LIFE SCIENCE BUSINESS PARK TIL GLOBAL INVESTERINGSFOND

Thylander har solgt et ejendomskompleks i Søborg med et samlet areal på cirka 33.000 kvm. Køber er investeringsfonden AEW, der har sikret sig en række ejendomme med blandt andre den børsnoterede medicinalvirksomhed Zealand Pharma og Ferrosan Medical Devices som ankerlejere

Gennem de seneste par år har Thylander udviklet og eksekveret en ny strategi for ejendommene – der oprindeligt var domicil for en enkelt virksomhed – blandt andet ved at sikre fuld udlejning og foretage gennemgribende renovering og opdatering af bygningsmassen til moderne standarder.

”De eksisterende bygninger havde et væsentligt vedligeholdelsesmæssigt efterslæb og en høj tomgang. Vi har arbejdet med sagen i et par år og investeret et pænt trecifret millionbeløb i udvikling og bæredygtige tiltag, som for eksempel renovering og energioptimering af klimaskærm samt udearealer. Resultatet er fuld udlejning – herunder et topmoderne og tidssvarende domicil til Zealand Pharma,” fortæller projektudviklingsdirektør i Thylander, Frederik Wiidau, som under hele udviklingsprocessen har oplevet et særdeles konstruktivt samarbejde med Gladsaxe Kommune i forbindelse med myndighedsbehandlingen.

Thylander har været bistået af CBRE og DLA Piper som rådgivere i forbindelse med salget. Køberen AEW, der er en global ejendomsinvesteringsfond med en samlet AUM på mere end 80 milliarder dollars (små 500 milliarder danske kroner) med 15 kontorer og 700 medarbejdere på verdensplan, har været bistået af Bech-Bruun, KHR og Colliers.

”Transaktionen og den forudgående udviklingsproces er et klassisk eksempel på, hvordan vi skaber merværdi – i dette tilfælde ved ’reposition to core’. Vi har gentænkt mulighederne i sagen og tilført hands-on aktivt management. Der var en markant investorinteresse fra ind- og udland og salget til AEW sætter punktum for en proces, der på trods af høj kompleksitet, er gennemført særdeles tilfredsstillende. En stor tak til vores dygtige medarbejdere på sagen samt kollegerne i Sophienberg Gruppen,” siger direktør og partner i Thylander, Henrik Køhn.

Ejendommene blev erhvervet i 2018 fra Altor Equity Partners som en Club Deal med Thylander og to private investorer. Parterne har valgt ikke at offentliggøre købesummen.

For yderligere informationer, kontakt venligst:

Henrik Køhn, direktør og partner 28 89 16 61

Frederik Wiidau, projektudviklingsdirektør 51 89 03 45