THYLANDER LÆGGER LOKALER TIL NYT SHOWROOM-UNIVERS

9. marts 2021

THYLANDER LÆGGER LOKALER TIL NYT SHOWROOM-UNIVERS

I sidste uge åbnede møbeldesignvirksomheden Formel A dørene for deres helt nye showroom i Thylanders lejemål på hjørnet af Esplanaden og Store Kongensgade. Ambitionen er at skabe et univers, der kan inspirere kunderne og hvor Formel A får mulighed for at fortælle deres historie i originale og flotte rammer.

Formel A samarbejder med danske arkitekter og møbeldesignere, og i takt med deres ideer og visioner for nyt dansk design, så udvides sortimentet af møbler og dermed behovet for et nyt showroom med flere kvadratmeter.

”Da vi første gang blev opmærksomme på det ledige lejemål på Esplanaden, var vi sådan set ikke i tvivl om, at det ville være et helt oplagt næste skridt for Formel A. Med en perfekt beliggenhed på hjørnet af Esplanaden og Store Kongensgade, hvor de brede, originale vinduespartier konstant indrammer det liv og den færden, som man oplever lige udenfor her midt i det gamle København,” siger kommunikationsansvarlig i Formel A, Julie Holm.

Siden Formel A kunne konstatere, at de er vokset ud af deres eksisterende lokaler, har de gået med drømmen om at skabe ikke blot et større showroom, men et univers, der kan inspirere virksomhedens kunder. En ting er dog at drømme, noget andet er at få drømmene realiseret.

”Thylanders engagement i vores drømme og ambitioner, og deres måde at videreføre vores visioner fra idé til eksekvering, har været en sand fornøjelse. Thylander har delt og støttet vores ønske om at bevare lejemålets originale detaljer og gjort os trygge hele processen igennem. Det er for os en drøm, der er blevet til virkelighed, når vi kan se, hvordan lejemålets mange originale detaljer i et mix med nye, kommer til at danne rammerne om vores nye univers,” fortæller Julie Holm.

”Vi har været rigtigt glade for samarbejdet med Formel A, og vi glæder os til at byde dem velkommen som ny lejer på Esplanaden. Siden 1986 har vi hos Thylander haft fokus på at renovere og skabe ny værdi i Københavns mange smukke ejendomme og dermed skabe de rette betingelser for, at lejere som Formel A kan få realiseret deres drømme,” siger Niclas Milvertz, Investment & Asset Manager i Thylander.

For yderligere informationer, kontakt venligst:

Niclas Milvertz, Investment- & Asset Manager, Thylander, 60 19 10 51

Julie Holm, Kommunikationsansvarlig, Formel A, 20 83 82 16

ANDRE NYHEDER OG INDSIGTER